Sådan stoppede jeg med at ryge

Jeg stoppede jo med at ryge for cirka 2 år siden. Når jeg drak alkohol røg jeg cigaretter, dvs. jeg var jo egentlig “fest-ryger”. hvilket i mine øjne egentlig altid bare har betydet at man er ryger, men at man aldrig køber sine egne smøger, ordet fik dog en anden betydning da jeg selv blev det – fest-ryger kan faktisk bare betyde fest-ryger, for fandme nej om jeg kunne finde på så meget som at tage et sug af en cigaret hvis jeg ikke først havde drukket et par drinks.

Måden jeg stoppede på er faktisk lidt underlig, og jeg har aldrig hørt om det er sket for andre. Jeg har sådan set røget cigaretter siden mine teenage-år, dog har min mor altid sagt at jeg aldrig har været en “rigtig ryger” fordi jeg feks. aldrig har været i stand til at ryge en hel cigaret af gangen, og aldrig mere end ALLER højst 10 om dagen. Jeg har aldrig været en der synes morgen-cigaretter var über nice, og jeg har sådan set aldrig været rigtig afhængig. Måske var det også grunden til at jeg stoppede som jeg gjorde – for jeg stoppede ved at jeg en dag bare virkelig ikke havde lyst til at ryge længere. Fra den ene dag til den anden, var cigaretter blevet det klammeste i verden, og bare lugten fik det til at vende sig i min mave. Cigaret-ånde og lugten af det sad i folks tøj fik mig til at tænke “har jeg virkelig gået og lugtet sådan?” og jeg lovede mig selv at bare fordi jeg TÆNKTE sådan ville jeg alligevel aldrig gå hen og blive fanatisk. For da jeg var “ryger”, var det værste de der fanatiske ikke-rygere der sad og viftede med hænderne og følte sig bedre end andre (troede jeg). Men nu er det sådan set gået op for mig at man godt selv må bestemme om man vil have en cigaret-os ind i ansigtet, eller om ens hår skal lugte af det. Jeg synes dog ikke jeg er rigtig fanatisk. Folk må gøre som de vil, så længe jeg ikke bliver kvalt i lugten. Det er vel i princippet ligesom når folk lugter af sved – det må de som gerne, bare jeg må flytte mig fra lugten.

I virkeligheden handler det at stoppe med noget man har gjort til en vane jo egentlig bare og rygrad og viljestyrke. Jeg var heldig at lysten forsvandt, men da jeg havde lysten kunne jeg også sagtens lade være at ryge hvis jeg besluttede mig for det. Its all in the head.

Nu hvor jeg er blevet gravid kan jeg godt mærke jeg er blevet liiidt mere sippet. Min lugtesans er skærpet, og faktisk kan lugten af en cigaret få mig til at rende ud og kaste op. Dog kunne jeg aldrig finde på at bede min stor-rygende mor om at slukke sin cigaret, hun skal hygge sig som hun har lyst til, og hvis det er ved at ryge så er det ved at ryge. Så må jeg sgu være den der flytter mig istedet. Der må dog ikke ryges hjemme hos Cengiz og jeg, men det er alle indforstået med.

Hun har allerede været så sød at rykke sin rygning fra køkkenet ud på altanen, så hun er vant til det, så når den lille kommer skal han/hun ikke ligge og hygge i en os af røg. Hun bliver den bedste mormor <3

Kærlighed.