Sugar-coater jeg tingene?

 

Jeg ved godt at man på de sociale medier har tendens til mest at vise det positive, og det dejlige i hverdagen – det har jeg også selv, fordi jeg selv er typen der er så træt af brok, og negativitet. Jeg synes nemlig der er mere end rigeligt af det på feks. facebook. Når det så er sagt, så vil jeg heller ikke have at alle skal have den forestilling at hele mit liv bare er lyserødt, at jeg har fået jesu barn der aldrig græder, og at der intet hårdt er ved min nye mor-rolle. For sådan er det selvfølgelig ikke. Jeg vil ikke sugar-coate mit liv, for selvfølgelig er der hårde ting ved at blive mor – jeg tror det er meget, meget få tilfælde hvor der ikke indimellem vil komme bare en smule udfordringer. Thats just a part of it! Det her indlæg er lavet for at svare på om jeg egentlig pakker tingene ind, eller hvordan og hvorledes…

Jeg vil ikke lyve – jeg er meget positivt overrasket over hvor nemt det egentlig er at blive mor. Da jeg læste mine kommentarer på facebook, i forbindelse med dette indlæg, faldt jeg over en kommentar fra en pige der skrev “jeg synes du gør det hele lidt for sugar-sweet, det kan jo ikke passe det hele er så nemt for dig” – og der tog jeg faktisk mig selv i at sidde og overveje om jeg skulle “opfinde” problemer, for at folk ikke troede jeg sad og gjorde det hele mere lyserødt end det er. Skulle jeg virkelig ud i at LYVE og lave historier om hvor hård min tilværelse var? Næ, fandme nej! Jer der følger mig i min hverdag og mit liv ved godt at jeg er typen der altid siger tingene ligeud, at jeg altid er meget ærlig. Og det vil jeg blive ved med. Det er min person, og det er den jeg er. Jeg ville ikke kunne stå ved mig selv hvis jeg løj for at “være ligesom alle andre”. Istedet priser jeg mig lykkelig over hvor heldig jeg er at have en forholdsvis nem 11 uger baby, at jeg får søvn, og at hun er så glad og tilfreds. Det vil jeg ikke lægge skjul på, eller tie stille om. Det er mit liv, og det er mig.

Når det så er sagt, så er det selvfølgelig ikke piece of cake 100% af tiden. Men de ting jeg kan nævne er altså i små-tingsafdelingen, og jeg klager virkelig ikke:

• Søvn-mangel. Jeg kan godt forstå søvn bliver brugt som tortur-middel visse steder. For holy shit hvor er det hårdt ikke at sove. Baby-A sover heldigvis igennem og har gjort det siden hun var 7 uger, men selvfølgelig er der undtagelser, og nætter hvor vi stort set ikke får sovet, hvis hun feks. har haft ondt i maven, eller bare har været pylre-røv, feks. pga tiger-spring. Jeg føler så meget med kolik-forældre, jeg kan slet ikke i min vildeste fantasi forestille mig hvor hårdt det må være. Det jeg har oplevet af søvn-mangel er jo vand i forhold til dem, og jeg vil bare sende en mega thumps up, for de er fandme seje. Det er virkelig gået op for mig hvor vigtigt søvn er for at fungere.
• Bekymringerne. Er hun nu okay? Trækker hun egentlig vejret lige nu? Hvorfor hoster hun sådan der? Baby-A var ekstremt forkølet fra hun blev født, ingen vidste hvorfor, andet end at jeg havde slem influenza et par dage inden, under og efter jeg fødte. Om hun så har fået min forkølelse, er uvist. Hun fik saltvands-maske, og suget snot på hospitalet med deres små slanger flere gange, og mit hjerte græd hvergang, fordi hun jo ikke forstod hvorfor de gjorde det ved hende – og jeg kunne intet gøre, hun skulle jo blive rask, og fri for snot, vi gjorde det allesammen i den bedste mening. Men den bekymring der fulgte med der, den har jeg aldrig oplevet før jeg blev mor. Tænk nu hvis jeg vågnede om natten, og så havde hun ikke kunne få luft fordi hendes næse så hurtigt blev tilstoppet igen? Tanken gjorde mig helt paranoid, og hverken C eller jeg sov særlig meget de nætter forkølelsen var værst. Heller ikke selvom Alba sov.
• Når hun er utrøstelig. Det er heldigvis kun sket et par gange, men de gange Alba har været utrøstelig, og her mener jeg de gange hvor hun har grædt så voldsomt så hun nærmest lød somom hun hyper-ventilerede, de er hårde som forældre. Av mit hjerte. Jeg havde vistnok spist noget forkert da Alba kun var et par uger gammel (det var ikke jordbær, og jeg drikker ikke kaffe eller andet koffein), men det resulterede i at hun fik så ondt i maven at hun skreg en hel nat nonstop. Heldigvis har jeg verdens bedste kæreste, så vi supplerede hinanden rigtig godt, og lige pludselig efter vi havde forsøgt alt pakkede han hende i tøjet og i barnevognen og sagde “nu prøver jeg at gå en lang tur med hende, få dig noget søvn skat” – jeg blev simpelthen så rørt – jeg følte mig så heldig over at have ham, og tænkte (og sagde vist også) “hvad har jeg gjort for at fortjene dig?” Han er guld værd. Både som far, og som kæreste.
• Når jeg er alene med baby og 2 hunde. Min kæreste har haft barsel de første måneder sammen med mig, og derfor har jeg jo været så blessed at have en partner til at hjælpe til, og dét gør han. Han tager sig ligeså meget af Alba som jeg gør, det er kun når hun skal have mad han selvfølgelig ikke kan gøre så meget, da jeg jo har “madpakkerne” på mig eftersom jeg fuldammer. Nu hvor vi skal åbne forretning (læs: her) står Cengiz for at sætte håndværkere igang, han er jo uddannet maler og kan spartle og male alt selv, og alle de der mande-ting jeg slet ikke kan finde ud af, og det betyder at jeg nu går hjemme om dagen med den lille alene, som de fleste mødre gør efter fars 14 dages barsel slutter. Vi har så 2 hunde oveni som også skal have opmærksomhed og kærlighed og gåtur, og der kan jeg godt mærke det er lidt hårdt til tider. Især fordi jeg nok også må erkende mig rengørings-vanvid, og derfor ikke kan holde ud vores hjem ikke er rent og pænt. Jeg er dog nødt til at tænke “det må vente, nu hygger vi”, og så først ordne ting når hun sover, hvor jeg godt ved jeg tit burde ligge mig ned og tage en lur.

 

Altså…. Det er jo mini-problemer, og slet ikke noget at klage over – DERFOR virker det indimellem til jeg sugar-coater tingene – fordi det hele faktisk slet ikke er så hårdt for mig som nogle gerne vil tro det er. Jeg har en forholdsvis nem datter, et liv og et job der gør at jeg kan tjene penge hjemmefra, og en mand der klarer sin far-rolle til 10 stjerner – jeg kan bare ikke klage. Jeg har knoklet for mine egne penge fra jeg var 15 år gammel hvor jeg flyttede hjemmefra – jeg må sgu godt nyde at min tilværelse tillader mig at gå hjemme og tjene penge samtidig – og de der ikke kan unde mig det – få jeres små sko af og få jer en hobby. Her hentyder jeg til en kommentar der også kom på min facebook, en ‘Margrethe’ mente at jeg ikke fortjente at kunne gå hjemme og tjene penge samtidig, at jeg kom for nemt til mine penge – måske, men jeg har også knoklet siden jeg var teenager, og har aldrig været uden job eller indkomst, er aldrig blevet forsørget af en mand, staten eller andet. Og de der vælger dét – fred være med dem. Vi skal allesammen gøre det der fungerer bedst for os. Jeg kan ikke blive harm over hvordan andre tjener deres penge, hvis ikke det er på bekostning af dyr eller mennesker.

Kan i have en skøn weekend – jeg glæder mig til min kæreste kommer hjem, Alba sover på altanen i barnevognen og jeg har lige skiftet sengetøj. Life is good – embrace it.

Kærlighed.