Parforholdet når der kommer en lille…

 

Der er flere af jer der har efterspurgt et indlæg om hvordan jeg synes det at få en lille én (ikke som i en snaps, eller en fadøl, men som i en baby) har påvirket vores forhold. Jeg ved at rigtig mange kæmper med forholdet efter der er kommet +1, og jeg ved også at statistisk set går størstedelen fra hinanden indenfor et år efter baby er født. Virkelig øfferen statistik, synes jeg.

For nogle er det jo nok også bedst for både dem selv og ikke mindst baby at gå fra hinanden. Selvfølgelig skylder man sit barn at forsøge at blive sammen, men det er vel heller ikke fair overfor en lille uskyldig skabning at skulle blive sat i en verden fyldt med negativ energi, skænderier og kede af det forældre. Jeg tror naturligvis på at små børn kan fornemme sådan noget. Ligeså vel som de kan fornemme glade forældre der elsker hinanden og som rummer overskud og tilstrækkelighed.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Cengiz’ og mit forhold har altid været meget specielt. Vi er kærester, men også bedste venner. Vi laver alt sammen, og er sjældent hver for sig. Bevares, vi ser da vores venner og veninder, men vi er bare rigtig meget sammen. Jeg bliver aldrig rigtig træt af ham, og jeg kan altid holde ud at være i hans selskab. Vi er bare et pisse godt match, og jeg kan ikke forstå jeg nogensinde har levet uden ham, ærlig talt. Bevares, indimellem har jeg da lyst til at sparke ham over skinnebenet, hvem har ikke det i deres forhold indimellem. Lur mig om han ikke indimellem også river sig i skægget over mig, og har lyst til at flytte til Bangladesh, eller lignende… Muahaha-haa…

Hvis man godt må have lov at hælde fløde og sukker på indlægget her, ikk’… Så vil jeg bare gerne sige at det gik op for mig under min graviditet hvor awesome en mand jeg egentlig har. Jeg vidste jo godt i forvejen at han var ‘The one’, men det understregede han virkelig da jeg i mine, okay indrømmet, hormonelle psycho-flip til tider opførte mig som en hysterisk 5årig. Han udviste en rolighed og et overskud, og var bare sådan “Okay skat. Så vær du bare sur. Jeg ved godt det er dine hormoner der taler. Men jeg gider ikke finde mig i du snakker grimt til mig. Så når du gider snakke ordentligt, vil jeg rigtig gerne hygge med dig. ” – når man er ramt af hormoner i 3. trimester og raserien fløjter rundt i kroppen på én, så har man måske faktisk lidt LYST til at han skal skændes med én. Men 5 minutter efter når man er faldet ned igen, kan man jo godt se at det dér… Det er en rigtig mand, der ikke finder sig i jeg er en idiot, men som samtidig viser at han er der for mig. God, i love him altså!

 

 

Da vi så fik Alba, der væltede han min verden fuldstændig – på den gode måde. Han viste hvor formidabel fantastisk en far han er, og kæreste på samme tid. Han har en ro over sig, som jeg kun kan beundre, og han har på så mange måder bekræftet mig i at det er den helt rigtige jeg har valgt som far til mine børn (nej vi har ikke en til på vej endnu, men den tid kommer jo)

Alt i alt, så har det at vi har fået Alba kun bekræftet os i at vi er de rigtige for hinanden, og at familie-livet, det bare er os. Ingen af os har været ude (her mener jeg i byen, eller generelt bare ude og drikke alkohol som mange andre på vores alder gør) siden før jeg blev gravid. Mormor og morfar, kalder nogle os. Vi elsker vores liv, og hviler egentlig meget i os selv og vores parforhold. Vi har aldrig skændtes mindre end siden vi fik Alba. Ligesom alle andre par kan vi da diskutere og skændes, bevares, vi er begge meget stædige – men det er somom at livet bare giver mere mening, efter hun er kommet. Kliché-agtigt sagt, ikk? Well, det er altså nu engang rigtigt.

 

Okay, nu kom det her kilometer-lange indlæg mest til at handle om at hylde Cengiz – men det er faktisk okay. For det fortjener han. 

 

Billedet er fra Alba var en endnu mindre prut end hun er nu – jeg elsker det her billede. 

Kærlighed.