Selvfølgelig er mit liv ikke lyserødt.

 

Jeg sidder her i min have og kigger på mine to hunde lege, og føler mig ovenud privilligeret. Jeg har min lille kernefamilie, vi bor i et dejligt hus i Dragør, min lille datter sover middagslur ovenpå, solen skinner og her dufter af nyslået græs. Far er i salonen og renovere, fordi vi har fået bygget et nyt lokale til vores kosmetolog, og det skal spartles, males og alt det der jeg ikke har forstand på. Han knokler, og her går det virkelig op for mig hvor vigtigt det er at vi er to om salonen. Vi supplerer hinanden så godt, og ordner tingene mere eller mindre 50/50. Snart har salonen fødselsdag og der vil jeg lave et indlæg om status for salonen, hvordan det går i forhold til forventninger osv.

 

Nogle mener at jeg får mit liv til at fremstå lyserødt, og fejlfrit. Det gør jeg ikke. Jeg deler ikke alt om mit liv – selvfølgelig gør jeg ikke det. Fordi vi har et tv-program betyder det ikke at vi vender vrangen helt ud på os selv uden at holde noget privat, slet ikke. Jeg er ikke fan af at hænge mit beskidte vasketøj til tørre. Bevares, indimellem går bølgerne da højt også på tv, og det skal der da være plads til. Jeg får det bare skidt over at læse når folk hænger hinanden ud, og sviner deres familie til offentligt. Det kommer jeg aldrig til at gøre, og slet ikke med dem jeg elsker. En anden ting er, at jeg bestemt heller ikke er typen der brokker mig vidt og bredt hvis jeg synes der er et problem i mit liv. Så løser jeg det, eller prøver på det, finder evt det bedste alternativ og kommer videre. Hvis mit liv fremstår lyserødt og fejlfrit, så er det nok fordi jeg ser anderledes på tingene end mange andre gør. Jeg dvæler sjældent i negativitet, og tager nok tingene lettere end de fleste. Jeg finder somregel noget positivt ved alt, og det er nok min redning. Mit, tiltider, lalleglade sind. Dumme, om man vil. Der er da ting der er hårde – bevares. Lyserødt vil jeg ikke kalde det. At være mor til en halvanden-årig, selvstændig forretnings-kvinde, blogger, familiemenneske, og samtidig lave et tv program er ikke en dans på roser altid. Misforstå mig ikke – jeg ELSKER det jeg laver, ellers havde jeg fundet på noget andet. Men tiltider, jo så er det da hårdt at få det hele til at spille. Når det hele går rigtig stærkt, og jeg føler mig overrumplet af projekter og ting jeg skal, så priser jeg mig lykkelig over at have det forhold jeg har. Mange spørger “skændes i aldrig?” og jo – bevares, vi er da begge temperamentsfulde, og kan diskutere og være uenige ligesom alle andre. Men vi råber og skriger aldrig, eller er derude hvor vi er ved at gå fra hinanden. Vi har ligesom en melodi, og nogle noder som vi begge kender så godt – og vi er sindssygt gode til at få tingene til at spille, og samtidig huske hinanden og at være KÆRESTER. Vi er one hell of a team, og uden Cengiz havde mit liv ikke været nær så fedt som det er nu. Vi har meget samme idéer, og samme mål i livet, og prioriterer familie og forrentings-livet fremfor noget andet. Great minds think alike, er det ikke det de siger? 🙂

 

Så nej, mit liv er ikke lyserødt selvom det indimellem fremstår sådan. Jeg kan også have dårlige dage, og dage hvor jeg føler det hele vokser mig over hovedet, dage hvor jeg føler mig som en dårlig mor, og dage hvor jeg snerrer og er en dårlig kæreste – men jeg tager mig selv i det så hurtigt som muligt, hanker op i mig selv og husker mig selv på hvor priviligeret jeg er. De dage kommer meget sjældent, men de kommer. Og de er en del af livet – når man selv har valgt at have travlt, og gang i mange ting og samtidig er en følsom person med perfektioniste tendenser.

 

En ting er dog stensikkert: Jeg ELSKER mit liv <3

 

Kærlighed.