Historien om min far, og hvordan har vi det idag?

Der er rigtig mange der har efterspurgt et indlæg hvor jeg forklarer lidt om hvordan det var at møde min far. Til de der ikke ved det, rejste jeg i denne sæson af ‘Familien fra Bryggen’ til Thailand for at finde ham, der opholder han sig nemlig meget, selvom han egentlig bor i Danmark. Jeg kunne også have mødtes med ham i Danmark, men jeg følte trang til ikke at være i de omgivelser jeg ellers har set ham, og blive mindet om de negative ting vi har i bagagen, ham og jeg. Hvis vi var på “neutral grund” følte jeg ligesom at han var på hjemmebane, og det ville måske være tryggest for ham når nu han også valgte at sige ja til jeg havde vores søde kamera-hold med. Grunden til jeg valgte at tage mødet med i ‘Familien fra Bryggen’ var dels at jeg synes at det kunne være spændende for jer seere at se den del af “mig”, og den lidt mere følsomme side, men det var faktisk også for min egen skyld – fordi jeg var bange for at være helt alene med ham. Jeg syntes også det kunne være sjovt at opleve en masse i Thailand der kunne komme med i programmet, og det endte også med at blive to rigtig gode, og hudløst-ærlige programmer.

Min far og jeg har en lidt fucked up historie. Da min mor var kæreste med ham var han naturligvis ikke narkoman. Han var meget smuk, hun har altid sagt han lignede en indianer, og at alle syntes han var den flotteste fyr på grønttorvet hvor de sammen havde en stand. Han havde langt tykt mørkt hår, og øjne der fik alle kvinder til at forelske sig i ham. Han havde en fantastisk humor, og alle syntes han var sjov. Da jeg blev født, skete der en masse ting, jeg ikke helt er klar over. Men jeg ved at det ihvertfald endte med at min far begyndte at tage en masse stoffer, og min mor nægtede ham at se mig. Han fik et par chancer til at passe mig før stofferne tog over, men han brændte dem, og min mor slog hånden i bordet og kaldte sig selv både far og mor herfra. Da jeg var 11 fik min mor så et opkald – min far var kommet på hospitalet med slem lungebetændelse og nogle andre ting, og vi kunne komme ud og sige farvel fordi nu var det altså tid til at han skulle forlade jorden. Jeg kan huske vi sad i bilen da min mor spurgte mig “vil du gerne ud og sige farvel til din far? Han dør nu, Gegs” Det er et valg der er ret svært for en 11-årig – vil jeg det? Vil jeg sige farvel, til et menneske der i bund og grund kun har lavet mig, vores DNA matcher – but thats it? Jeg tænkte længe over det, jeg har altid været meget mere følsom end min mor og mormor, en lille tænker var jeg, jeg kiggede på min mor og sagde “det tror jeg gerne jeg vil, mor” Vi kørte derud. Her lå han. Manden som havde lavet mig. Min “far”. Han lignte mig ikke. Beskrivelsen min mor havde givet mig af ham passede ikke til punkt og prikke – men han havde jo også været meget hård ved sig selv, og samtidig var han meget syg. Jeg husker han ikke kunne tale, så vi kommunikerede ved at han lavede fagter og jeg talte. En lillebitte smule. Jeg græd ikke. Jeg grinte heller ikke. Jeg var mest bare meget tænksom. Mit navn stod på hans over-arm med skråskrift. Han fagtede at når han blev rask skulle vi ud og rejse, viste han via at lave flyve-fagter. Jeg nikkede bare. Han troede virkelig selv på at han ville blive rask, og så ville vi få et dejligt liv. Jeg havde bare så svært ved at tro det. Jeg husker tydeligt lugten af hospitalet, og den sorte sky der var over mit hovede. Den lugt minder mig stadig om den dag. Jeg sagde farvel, gav et kram og tog med min mor hjem. Jeg græd hele vejen hjem i bilen. Jeg var en følsom lille pige, og stod meget uforstående overfor det hele. Hvorfor lovede han mig en masse, når han døde om lidt?

Efter en uge eller 2 tror jeg, fik min mor et nyt opkald. Min far var blevet udskrevet (eller også havde han udskrevet sig selv? jeg husker det ikke) og var faldet i igen. Faldet i betyder at han var røget tilbage til at være narkoman. Jeg blev ikke skuffet, ej heller blev jeg glad over han var overlevet, det er meget hårdt sagt det ved jeg, men det er nu engang sandheden.

Årene går, og jeg hører historier om at han forsøger at blive clean (clean betyder at være uden stoffer) flere gange. Noget i mig håber hver gang det lykkes, for jeg er et godt menneske og vil som regel folk det bedste. Men i min verden, er det ikke et værdigt liv for nogen at stikke sig selv i armen med en nål. I starten af 2015 hører jeg så at denne her gang er han 100% clean og har været det et godt stykke tid, jeg skriver lidt med ham på facebook, og beslutter at rejse ned til ham. Mange af jer har set afsnittet ellers kan det ses på Viaplay eller TV3play.

Hvordan har vi det så idag? Jamen jeg er rigtig glad for at jeg valgte at rejse ned til ham. Det syntes jeg at jeg skyldte mig selv. Det kunne briste eller bære – enten ville jeg tænke “kæmpe asshole, ham bryder jeg mig ikke om, f…. svigter” eller også ville jeg tænke “fed fyr, livet har været hårdt for ham, han har været hård ved sig selv men alle fortjener en chance til, bedre sent end aldrig” og det blev det sidste. Jeg har tilgivet min far for ikke at være der i 25 år, nogle ville vælge at sige at det handler om prioritering ikke at se din datter i så lang tid, men så nemt er det bare ikke. Nogle er svage, og det var han. Nu ser jeg ham som en af stærkeste og sejeste mennesker på jorden, fordi han valgte at rette ryggen og komme op af det hul han selv havde gravet så dybt – han valgte livet! Jeg har stor respekt for min far, og jeg synes han er fantastisk sej. Jeg var den voksne der rejste ned til ham, men jeg ved godt at det er fordi han har flovet sig. Han har følt sig som en svigter, ingen tvivl om det. Jeg er bare ikke en pige der har ondt af mig selv, og “puha hvor har jeg været svigtet” de kort spiller jeg slet ikke med. Der er ingen tvivl om han er en super fed fyr, med en rigtig god humor og hans personlighed skinner totalt igennem – stofferne har slet ikke ødelagt ham, af hvad jeg kan se. Jeg kan også bedre se vores ligheder nu, en da jeg så ham på hospitalet da jeg var 11. Han ser bedre ud, og man kan se han behandler sig selv ordentligt nu. Og så har han fået en skøn kone, Ing. She’s a keeper! Håber det lykkes dem at lave den baby hun ønsker sig.

Ing, mig og min mor

At være “far” er en titel man gør sig fortjent til, synes jeg. Derfor er han nu min gode ven. En dag bliver han nok min far, for jeg tror på at har valgt livet en gang for alle – jeg tror virkelig på det denne her gang. Jeg kunne se det i hans øjne nede i Thailand. Alt i alt er jeg rigtig glad over jeg rejste ned til ham, det var en oplevelse jeg ikke ville have været foruden. For jeg mødte en super fed fyr, der helt sikkert fortjener at være i mit liv. Alle mennesker fortjener en second chance – ting tager tid, og vi skal garanteret nok blive far og datter en dag. Livet er for kort til at hade, helt ærligt.

Kærlighed.

Kærlighed.