Hvad med hundene nu hvor baby kommer??

Jeg synes efterhånden spørgsmålet “hvad med hundene, nu hvor i skal have en lille en?” er gået ret meget igen både her på bloggen, på facebook og på instagram. Et spørgsmål der undrer mig lidt. Eller, det kommer naturligvis an på hvordan spørgsmålet menes. Om man mener “hvad er dine tanker i forhold til hundene og den lille, hvordan tror du det vil gå med dem, har i nogle planer til introducering osv.?” eller om man mener “hvad vil i gøre med hundene, skal i stadig have dem når den lille kommer?” – det sidste var der faktisk var en der skrev ordret til mig. I was like, what?? For mig kan jeg slet ikke se hvordan det sidste kan være et spørgsmål – hundene er en utrolig vigtig del af vores familie, de er mine bedste venner, og har stor betydning i mit/vores liv. Det er slet ikke et spørgsmål OM de skal være her når den lille kommer, men jeg kan godt forstå at nogle gerne vil høre omkring mine tanker med dem og den lille – hvordan jeg tror det vil gå osv. Det er der skam ingen skam i at spørge om. Jeg må indrømme jeg ikke har meget til overs for de mennesker der har en hund, og som så skiller sig af med den fordi de har en lille på vej – så skulle de jo ikke have fået hunden i første omgang. Det er ikke et stykke legetøj, som man kan smide ud når man finder noget andet. Det er et levende væsen, som får et meget personligt forhold til sin ejer, og som så kan føle sig “smidt væk” og vraget fordi der kommer en baby til. Selvfølgelig kan der være forskellige årsager til det, men jeg har svært ved at se hvilken begrundelse der undskylder dét at skille sig af med et familie-medlem fordi der kommer et nyt til. For mig er det vigtigste at vi alle kan være en familie.

Jeg kan slet ikke forestille mig min hverdag uden hundene. Baby har jeg haft i cirka 6 1/2 års tid nu altså siden hun var 8 uger, og Karma i halvandet års tid, siden hun var 12 uger. De er så taknemmelige, og så dygtige og jeg elsker dem så højt at det gør helt ondt i maven at tænke på de ikke lever ligeså længe som jeg gør. Derfor bestræber jeg mig også på at give dem det fede hunde-liv, hvor der naturligvis stadig er nogle klare retnings-linjer, men de får lov at være en del af familien. Selvfølgelig. Det kan de nemlig sagtens administrere, jeg tror de fleste der har mødt de to madammer er enige om at de er særdeles godt opdraget – uden jeg egentlig har gjort noget særligt for det. Med kærlighed, venskab og forståelse kommer man utrolig langt, har jeg fundet ud af. Ingen af dem har været involveret i en slåskamp (kun blevet angrebet af andre, og der stikker de halen mellem benene) de ødelægger ikke ting, de hører efter hvad vi siger osv. Vi er MEGET heldige med de to tøser.

Baby er dog knap så god til at køre bil hvor hun sidder på bagsædet, der kravler hun altså om foran og det generede mig rigtig meget når jeg kørte bil – men det problem er der heldigvis kommet en løsning på, hundene er nemlig omme bagi med gitter nu hvor vi har fået ny bil. Dermed ryger de heller ikke ud af forruden hvis vi skulle køre galt, eller kravler rundt på lillepigen i hendes auto-stol. Lidt mere safe, for os allesammen.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at det selvfølgelig nok skal gå når vores lille datter kommer til verden. Vi er blevet fortalt et lille trick: Far (Cengiz) snupper en tis-ble (ja lidt gross, men worth a try) og kører hjem med så hundene kan snuse til den, og undersøge den inden vi kommer hjem med hende. Dermed er lugten af hende ikke fuldstændig fremmed for dem når hun kommer. Nu har de jo mødt små børn masser gange, både Mikkel og Lea’s børn, altså min kusine og fætter, har de hilst på, og Cengiz’ nevø også. Og der går alt helt fint. Børnene kan tage deres kød-ben fra dem osv. hundene blinker ikke engang. Selvfølgelig skal man se situationen an og se hvordan de reagerer på en lille ny i huset, men man skal jo altid se situationen an. Man passer jo på sit guld, og mit guld er hele min familie. Inkl. hundene. Det er også vigtigt vi ikke glemmer dem fuldstændig, og får dem til at føle sig i vejen og irriterende når den lille kommer – de skal have lov at snuse til hende, og de skal føle de også er “med” indover.

Vi er en familie med et stærkt bånd – og det vil vi altid være. Jeg er ikke nervøs eller bekymret, tværtimod er jeg rigtig spændt og excited! Vores lille familie bliver +1, og vi glæder os allesammen SÅ meget. Også hundene, de ved det bare ikke heeeelt endnu ♡

 

Kærlighed.