// Mine tanker om, og ønsker til fødslen osv.♡

 

I disse dage er der mange tanker i mit lille hovede. Jeg er 37+3. Jeg ved at fødslen af vores datter er lige om hjørnet, egentlig kan hun komme hvert øjeblik, man siger at efter 37+0 er baby faktisk “færdigbagt” og klar til at se verden – jeg har det dog sådan at jeg allerhelst vil have hun bliver der til termin – det har jeg en idé om er sundest for hende. Jeg er jo også så heldig at have en graviditet der er utrolig nem, jeg har ikke de vilde gener, altså selvfølgelig har jeg en dunk, men den dunk er jeg faktisk gået hen og blevet lidt vild med. Jeg synes en gravid mave er noget så smuk, og efter jeg er blevet høj-gravid har jeg taget på, jeg har fået dårlig hud i tide og utide (især på hagen, what is up with that?), tydelige blodårer på hele brystkassen, vand i hænder og fødder, min næse er vokset lidt (say what, hvorfor har ingen fortalt mig dét kunne ske? Der går lidt nisse i den) osv – og jeg har aldrig følt mig smukkere end jeg gør lige nu! Jeg er en af dem der elsker at være gravid, måske pga. det hele kører på skinner, uden de vilde skavanker.

 

Men når det så er sagt… Så glæder jeg mig selvfølgelig fuldstændig vanvittigt meget til at møde vores datter! Det bliver uden tvivl det største der nogensinde sker i vores liv – at blive forældre! Jeg bliver nogens mor. Jeg bliver fandme nogens mor snart. Jeg bliver nogens mor – FOR EVIGT! ♡  Det er fuldstændig surrealistisk og alligevel så meget lige til højrebenet at jeg har svært ved at beskrive det.

I de her dage og de næste (måske?) par uger går der naturligvis rigtig mange tanker igennem mit hovede. Jo tættere vi kommer på fødslen dag for dag, jo mere spændt bliver jeg – og jeg har selvfølgelig gjort mig masser tanker omkring fødslen – selvom jeg dog aldrig tror man KAN være 100% forberedt på smerterne, tankerne, og hele oplevelsen. Jeg er en optimist af person, jeg ser lyst på det meste i livet, og jeg skal da være ærlig og sige at jeg GLÆDER mig! Jeg glæder mig både til veerne, til turen til hospitalet, til at ankomme derude, til at have Cengiz’ støtte og opbakning i det der skal ske, og aller-allermest – til at få vores lille vidunder i armene og op på brystet! Når jeg nu får veer, så er jeg overbevist om at jeg nok skal fortryde disse ord – og forbande de smerter LANGT væk – i know! 🙂 Men indtil da vil jeg have lov at glæde mig, også selvom folk forsøger at fortælle mig diverse skræmme-historier – de rører mig ikke. Ikke det mindste. Jeg glæder mig noget så forfærdeligt til det hele. Jeg bliver klogere, jeg ved det.

Lillepigen har lagt sig med hovedet ned af – så chancen for at jeg kan føde normalt er næsten sikker, eftersom det er sjældent de vender sig så sent, har jeg ladet mig fortælle. Det er jeg ovenud lykkelig for, for der er ikke noget jeg ønsker mig mere end en naturlig fødsel. Hele min ungdom har jeg sagt at den dag jeg skulle føde mit første barn, ville jeg gøre alt der stod i min magt for at få et kejser-snit – og det er bare slet ikke tilfældet nu. Jeg vil tværtimod gøre alt der står i min magt for at føde naturligt. Jeg vil føle “UR-KVINDE” følelsen, jeg vil presse, græde, og føde mit barn, som naturen har skabt os til. Kan det ikke lade sig gøre af en eller anden årsag, feks. som min da min mor fødte mig med kejsersnit, så er det jo bare sådan – og så er jeg ikke i tvivl om at det vil være en super fed oplevelse alligevel – det er bare ikke mit drømme-scenarie. Det er bare ikke sådan jeg forestiller mig det ske. Jeg vil så vidt muligt ikke have smertestillende under fødslen – men jeg ved godt at det sagtens kan være jeg ombestemmer mig undervejs – i know.

Og så et spørgsmål rigtig mange har stillet mig: Skal der kamera-hold med til fødslen? Og der kan jeg kort sige: Nej, det skal der ikke. Vi har besluttet at denne her oplevelse vil vi have for os selv, det bliver den hårdeste (og smukkeste) oplevelse i hele vores liv, og her vil vi have lov at være bare os. Vi har den sødeste produktion i hele verden, så jeg er slet ikke i tvivl om at de aldrig ville gå over min grænse, og at de ville respektere hvis jeg sagde fra undervejs, det ved jeg. Men vi tager denne her i privaten. Jeg laver nok en fødsels-beretning (tror jeg det hedder?) her på bloggen efter, men selve fødslen bliver altså uden kameramand, microports og tilrettelægger.

 

Og hold nu k…. hvor jeg bare glæder mig til at møde den prinsesse vi har skabt! Og hvor føler jeg mig heldig over at skulle have Cengiz’ ved min side igennem det hele – og forhåbentligt igennem hele livet♡

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kærlighed.