Alba har fået vuggestue-plads.

Så skete det, som jeg har gået og været meget spændt og lidt et nerve-vrag over… Alba har fået plads i vuggestue. Jeg har haft så mange tanker omkring det at hun skal i instutition. Egentlig var jeg personligt mest tilbøjelig til at finde en dagpleje til hende – men Cengiz og jeg har bare haft nogle oplevelser med nogle dagplejere som har skræmt os lidt. Selvfølgelig er størstedelen af dagplejere fantastiske til børn – jeg tror bare at det vi har oplevet har gjort os lidt nedslået på dagpleje-fronten. Dette skal absolut ikke lyde somom jeg taler dårligt om dagplejere, jeg har bare været mega uheldig med erfaringen, og det har gjort at vi har valgt en vuggestue istedet.

 

Jeg kunne i princippet også have holdt hende hjemme, hvilket jeg er så heldig og absolut beriget med at være en af de få der har mulighed for at gøre – jeg tjener jo mine penge på vores salon, og så dels på min blog, så det ville sagtens kunne fortsætte som nu, og det har jeg da også kraftigt overvejet. Især fordi jeg stadig ammer hende, og har det her stærke bånd til hende, og derfor vil mega savne hende den tid hun er i vuggestue. Men så tænker jeg også… Er det ikke egoistisk? Er det ikke mine behov, frem for hendes? Vil Alba egentlig ikke have rigtig godt af at være blandt andre på hendes alder? Hendes far og jeg er enige om at det er klart det fedeste for Alba at komme ud og være sammen med andre børn – jeg har ingen veninder med børn på hendes alder, min onkel’s datter Rosalia er lidt over et år, og det er det tætteste vi kommer 🙂 Og hey… Ingen siger jo at hun skal være i vuggeren fra åben til luk – man bestemmer jo heldigvis selv hvornår man henter og afleverer 😉 Så vi skal nok finde en god rytme. Bevares, jeg skal da nok også på et tidspunkt komme til at nyde at have nogle timer med frie hænder og “me-time”.

 

Det bliver hårdt for mig – ingen tvivl. Vi har været nede og se hendes stue, og snakke med pædagogerne, og vi har en tryg fornemmelse. Vi kender også personligt en af pædagogerne der arbejder i vuggestuen (dog på en anden stue end hende) og det giver også en god tryghed. Vi er blevet lovet at ingen børn græder sig i søvn – det var en af de ting vi var blevet skræmt væk ved en af dagplejerne over at få at vide fra en anden – at børnene indimellem fik lov at græde til de faldt i søvn, fordi de ikke havde “hænder nok” og fordi børnene skulle sove på et bestemt tidspunkt. Jeg får kuldegysninger ved tanken om at min datter skulle ligge og græde og kalde på omsorg indtil hun gik kold af ren afkræftning fra at græde. Det har hun aldrig prøvet, og det kommer hun aldrig nogensinde til. Her falder hun i søvn når hun er træt, enten af sig selv, med kys og kram, via amning eller i sin barnevogn – jeg tror ikke på at børn skal “lære at sove“. Jeg tror på at alt kommer naturligt.

 

 

Jeg har det godt med vores beslutning, og jeg har ro i sindet fordi de er så søde og rare i hendes vuggestue. Jeg tror på at vi har valgt det allerbedste for hende – også selvom det slår knuder i min mave ved tanken om at jeg skal aflevere mit barn til en person jeg ikke kender rigtigt. Men havde min menneskelige intuition ikke fortalt mig at der er grønt lys og at alt nok skal gå, så havde jeg heller ikke gjort det. Hun skal jo ikke i vuggestue for enhver pris.

 

God aften everyone – nu vil vi hoppe ud og spise aftensmad med min mor <3

 

 

 

 

 

 

 

 

Kærlighed.