Pludselig berørings-angst?? Er jeg for sart?

Kan i egentlig lide det nye design på bloggen? Det giver mest mening jeg spørger jer der læser med fra computeren. 

Tilgiv mig for eventuelle fejl, det er første gang jeg blogger fra telefonen, så mon ikke jeg får lavet et eller andet.

  
Nåmen, som overskriften antyder stiller jeg mig selv spørgsmålet: er jeg pludselig blevet berørings-angst? Naaaaaa jeg tror det ikke – jeg har altid været en meget social person der ikke har noget imod at give en krammer osv, til dem jeg kender. Krammere er hyggelige, og varme. Og det er da også meget normalt at man krammer hinanden – jeg har mødt søde børn der ser vores program som bare gerne vil have et kram, og det får de, og jeg hygger mig med det, og finder intet grænse-overskridende eller ubehageligt ved det. Tværtimod. 

Men er jeg den eneste der simpelthen ikke forstår at (fremmede vel at mærke) mennesker føler at min gravide mave der nu buler ud i en størrelse uge 25, er alle-mands eje? Det ved jeg at jeg ikke er. Altså at de bare umotiveret må røre ved den? Hvorfor har jeg ikke noget imod de omfavner mig i et kærligt kram, men så snart de ligger hånden på min mave føler jeg det VILDT grænseoverskridende og faktisk direkte ubehageligt? Er jeg for sart og nærtagende? Jeg mindes at have hørt andre folk snakke om dette før, for faktisk havde jeg det sådan lidt “arh okay, jeg er også i tv” men jeg har bemærket det også er andre mennesker der har det som jeg – så i virkeligheden er min følelse faktisk måske knap så underlig? Jeg har lagt mærke til det kun er når fremmede gør det. Når min familie, min kærestes familie, mine veninder osv. rører får jeg slet ikke den ubehagelige følelse. Hvorfor? Jeg har lagt mærke til at jeg laver et “spjæt” indeni, og får beskytter-trang af helvede til. Jeg får straks følelsen af at skulle “være på vagt” – så underligt. 

Det er jo ikke fordi jeg græder resten af dagen, og at jeg så hader folk der gør det – for jeg kan godt se at de så absolut ikke gør det på noget der minder  om en negativ måde, derfor siger jeg faktisk heller ikke noget når det sker. Fordi jeg ved folk egentlig prøver at være søde, og tillykke ønske mig, så nu sidder jeg her i min hormonelle krop og får helt dårlig samvittighed over min sarthed. Men ikke desto mindre har jeg det jo sådan. Og ville egentlig bare lufte mine tanker, det er jo det jeg har bloggen til 🙂 Fremover vil jeg sige fra, og fortælle folk at det er privat område.