Nok om mig. Hvordan tager Cengiz graviditeten?

Jeg synes konstant jeg taler om hvordan JEG har det i min graviditet – om JEG har gener, hvad JEG har af tanker, og hvad JEG bekymrer mig om. Det er jo egentlig også MIG der mærker alle de fysiske forandringer, men eftersom Cengiz og jeg er sådan et par der er rigtig meget sammen, så mærker han jo også en masse til mine humør-svingninger, hører på min glæde og ikke mindst mit brok, mærker når baby sparker, tager beslutninger og så har han jo også følelser med i graviditeten.

Jeg er en af de piger der kan tillade mig at føle mig sindssygt heldig, faktisk føler jeg mig direkte blessed – for jeg har virkelig en engageret kæreste med i forløbet. Han er ikke engageret i den forstand at han smækker en fake-boob på fyldt med modermælk, og går igang med at amme på kvinde-måden når nu baby ankommer, han er i min optik lige som han skal være. Han spørger indtil hvordan jeg har det hver dag, han tager sig af mig hvis jeg feks er utilpas, han hygger sig med at snakke til maven (ikke på den mærkelige måde, men på en måde en hormonel kvinde kun kan få helt tårer i øjnene), han er generelt bare en virkelig god kæreste og kommende far. Graviditeten var planlagt og vi vidste derfor godt begge to at det var det her vi ville – men jeg havde aldrig turde forestille mig at han ville tackle mig og graviditeten så godt som han gør. Jeg er ikke den slags kæreste der beder min kæreste blive hjemme hvis han vil hygge sig med sine venner, og han ser selvfølgelig også sine venner – han går bare ikke i byen, og selvom jeg aldrig ville sige at “det må du ikke” til ham, så kan en gravid kvinde da ikke være andet end lykkelig indeni for at have en kæreste der ikke kommer fuld hjem og hvor man kan sidde oppe og være små-hormonel imens han render rundt i byen stangbacardi. Jeg er den heldigste pige i hele verden, hvis du spørger mig. Jeg havde egentlig i realiteten bare aldrig turde håbe på at få et forhold som jeg har nu, hvor min kæreste er min bedste ven og hvor jeg hver dag priser mig lykkelig over min tilværelse sammen med ham.

Der er ingen tvivl om at Cengiz indimellem synes det er hårdt når jeg (en sjælden gang imellem) får et hormonelt prego-flip – for han er en mand med temperament og som ikke finder sig i noget. Det er hans person, og den vil jeg aldrig ændre på – det var trods alt ham jeg forelskede mig i, og ikke en anden. Han er bare rigtig god til at tælle til ti, og stadig fortælle mig lige på og hårdt at det der gider han fandme ikke finde sig i, at blive talt grimt til, eller snerret af af hormonella her, men på en rigtig god måde så vi ikke ender i kæmpe skænderier og så jeg faktisk ender med at have mega dårlig samvittighed fordi jeg jo HAR været unfair. Lets face it – os gravide er bare uretfærdige sometimes, og som han også siger så skal der være plads til det fordi jeg er ved at gro et liv indeni mig – men han vil fandme også have lov at have følelser og blive sur nogle gange. Naturligvis. Det har man bare liiidt svært ved at forstå når man står midt i et flip 🙂

 

Alt i alt, så drejer det hele sig bare utrolig meget om mig og min graviditet, men jeg synes lige jeg ville hylde min fantastiske kæreste et øjeblik, og prise mig lykkelig over hvor heldig jeg egentlig er – for jeg ved der sidder en del derude med kærester der er knap så engagerede, og hvor kvinden føler sig lidt alene om det hele, og hvor er i bare seje at i klarer det hele alligevel.

 

 

 

 

Kærlighed.